At DJ’e i 1970’erne var noget helt andet end i dag. Det var en tid, hvor DJ-kulturen stadig var i sin begyndelse, og hvor rollen bag pulten endnu ikke var defineret af teknologi, men af musikalitet, mod og intuition. Man stod ikke med et USB-stick fyldt med tusindvis af tracks eller et digitalt bibliotek sorteret efter genre og energi. Man stod med vinyl. Og det, man havde med sig i kassen, var hele ens arsenal.
Forestil dig at skulle spille en hel aften uden muligheden for at søge efter et nummer på få sekunder. Hver plade var valgt på forhånd. Hver overgang krævede timing. Og hver fejl kunne høres af alle. DJ’en havde ikke mange hjælpemidler – kun sine ører og sin erfaring.
Mange af de mixere og pladespillere, vi kender i dag, fandtes ikke endnu i dedikerede DJ-versioner. DJs brugte ofte hi-fi-udstyr eller radiomixere, fordi markedet endnu ikke havde indset, at DJ’en var ved at blive en central figur i musikverdenen. Det betød også, at man måtte være opfindsom. Hvordan cue’er man præcist? Hvordan holder man energien kørende, når teknikken ikke hjælper én?
I klubberne voksede disco, funk og soul frem som lydsporet til en hel generation. DJ’en blev mere end bare en person, der satte plader på – DJ’en blev en stemningsskaber. Publikum kom ikke kun for at høre hits, men for at opleve en rejse gennem musikken. Nogle DJs blev kendt for deres særlige smag, deres evne til at bygge spænding op, og deres måde at få dansegulvet til at eksplodere på det helt rigtige tidspunkt.
Og det var netop i 1970’erne, at DJ’en begyndte at forme musikken aktivt. I Bronx eksperimenterede DJs med at gentage breakbeats fra funkplader for at holde rytmen i gang, og i discoklubber blev lange overgange og edits en del af oplevelsen. DJ’en var ikke længere kun en afspiller – DJ’en var en performer, en kurator og i stigende grad en kunstner med sin egen lyd.
Hvordan fandt man musikken?
I 1970’erne fandt DJs ny musik gennem mere begrænsede kanaler end i dag. De vigtigste kilder var pladebutikker, radioprogrammer og musikdistributører, som leverede nye udgivelser til klubber og venues. Mange DJs opbyggede deres samling ved at købe vinyl direkte, ofte med fokus på disco, funk og soul, som dominerede klubscenen i perioden.
Derudover spillede promo-plader og specialudgivelser en stor rolle, især i større byer, hvor DJs kunne få adgang til musik før den blev bredt tilgængelig. Musikvalg var derfor tæt knyttet til, hvilke plader man fysisk havde adgang til, og hvad der kunne skaffes gennem netværk i musikmiljøet.
Pladesamlingen var DJ’ens primære arbejdsredskab, og repertoiret blev formet af både lokale trends og de udgivelser, der var tilgængelige på vinyl.
Sådan finder du bedst musik i dag
At finde ny musik som DJ har aldrig været nemmere – og samtidig aldrig mere uoverskueligt. Hvor man i 1970’erne måtte lede fysisk gennem pladekasser og stole på lokale anbefalinger, står man i dag med et nærmest uendeligt udvalg af tracks og udgivelser lige ved hånden.
Det betyder, at nutidens udfordring ikke handler om adgang, men om udvælgelse. Hvordan finder man lyde, der passer til ens stil? Hvordan opdager man det næste track, som kan løfte et dansegulv? Og hvordan bygger man et bibliotek, der føles personligt frem for tilfældigt?
For DJs handler musikjagt stadig om identitet og retning – og det er noget, vi har dykket ned i i et separat blogindlæg.