Hvad betyder “simpelt” i et DMX-setup?

Når vi taler om et simpelt DMX-setup, handler det ikke om at fjerne funktioner, men om at holde systemet overskueligt og stabilt.

I praksis betyder det typisk ét DMX-univers med op til 512 kanaler, et mindre antal lamper og korte kabelstræk. Et realistisk setup kan bestå af omkring fire til ti lamper, ofte LED PAR-lamper kombineret med en eller to effekter.

Funktionerne er også relativt grundlæggende. Du styrer typisk dimmer, farver og måske strobe eller simple chases.

Det betyder, at du ikke arbejder med avancerede funktioner som timecode, pixelmapping eller netværksbaseret multi-univers styring. I stedet får du et setup, der er nemt at gentage fra event til event og nemt at fejlsøge, hvis noget går galt.

Hvad skal du bruge til et stabilt begyndersetup?

For at bygge et DMX-setup, der fungerer i praksis, kræves der nogle få grundlæggende komponenter.

Du skal have en DMX-controller, som kan være enten en fysisk controller eller software på en computer. Hvis du bruger software, skal du også bruge et DMX-interface, der kan sende signalet fra computeren ud til lamperne. Hvis du bruger en hardware-controller, er DMX-udgangen normalt indbygget.

Derudover skal du have lamper med DMX-styring, for eksempel LED PAR-lamper, en LED-bar, en strobe eller en wash. Du skal også bruge rigtige DMX-kabler til at forbinde udstyret.

Det er også en god idé at have en DMX-terminator til den sidste lampe i kæden. Den koster næsten ingenting, men kan gøre signalet mere stabilt.

Strømfordeling er selvfølgelig også nødvendig, så du skal have forlængerledninger eller passende strømkabler afhængigt af udstyret.

Der findes også nogle ting, der ikke er absolut nødvendige, men som kan gøre opsætningen både hurtigere og mere stabil. En DMX-splitter kan for eksempel gøre det lettere at dele systemet op i flere grene i stedet for én lang kæde. Gaffatape eller kabelbroer kan forhindre, at kabler bliver trukket ud under eventet. En printet patch-liste med adresser og modes kan også spare meget tid under opsætning.

Valg af styring: hardware-controller eller software?

Når man starter med DMX, står man typisk over for valget mellem en hardware-controller og softwarebaseret styring.

En hardware-controller har den fordel, at den ofte er meget stabil. Den tænder hurtigt, kræver ingen drivere eller opdateringer og fungerer uafhængigt af operativsystemer. Ulempen er, at programmeringen ofte er mere begrænset, og mange controllere har små displays og færre funktioner.

Software giver derimod ofte et bedre overblik over systemet. Det er lettere at patche lamper, visualisere setup og programmere mere avancerede scener og chases. Til gengæld kræver det et DMX-interface og kan påvirkes af computerens CPU, USB-forbindelse, opdateringer eller strømstyring.

En praktisk tommelfingerregel er, at hardware ofte er lettest, hvis du kun bruger få lamper og bare vil have et system, der hurtigt kan tændes og køre. Hvis du planlægger at programmere flere scener, bruge chases og måske udvide systemet senere, er software ofte mere fleksibelt.

Uanset hvilken løsning du vælger, er det vigtigste, at du kan patche dine fixtures korrekt, styre scener og chases og hurtigt genkalde dem under eventet.

Planlæg kanaler og modes før opsætning

En af de mest almindelige fejl i små DMX-setups er, at man begynder at sætte adresser uden først at planlægge kanalforbruget.

Lamper har ofte flere DMX-modes, hvor hver mode bruger et forskelligt antal kanaler. En LED PAR kan for eksempel have en 3-kanals mode, en 6-kanals mode og en 8-kanals mode.

Som begynder giver det mening at vælge en mode, der giver de funktioner du har brug for, men ikke mere. En LED PAR kan for eksempel sættes i 6-kanals mode, hvor du får dimmer, RGB-farver og måske strobe eller en macro-funktion.

En strobe kan bruge en eller to kanaler, mens et enkelt effektlys ofte bruger mellem tre og otte kanaler afhængigt af modellen.

Når du kender kanalforbruget, kan du lave en adresseplan. Den grundlæggende formel er, at startadressen plus antal kanaler minus én giver lampens sidste kanal.

Hvis en LED PAR bruger seks kanaler og starter på adresse 1, vil den bruge kanal 1 til 6. Den næste lampe kan så starte på adresse 7.

Det er en god idé at holde adresseplanen logisk. Hvis lamperne adresseres i samme rækkefølge som de står fysisk, bliver både opsætning og fejlsøgning meget lettere.

Kabler og DMX-topologi

Et simpelt og stabilt DMX-system følger normalt en lineær kæde. Controlleren forbindes til den første lampe, som derefter forbindes til den næste, og så videre gennem systemet.

Den sidste lampe i kæden kan afsluttes med en terminator for at stabilisere signalet.

Det er bedst at bruge rigtige DMX-kabler med en impedans på 110 ohm. Mikrofonkabler kan i nogle tilfælde fungere, men de øger risikoen for flimren eller såkaldte spøgelseskommandoer, især hvis kæden bliver længere.

Passive Y-split bør undgås, fordi DMX ikke er designet til passive forgreninger. Hvis signalet skal deles, bør det ske med en DMX-splitter.

Det er også en god idé at holde antallet af adaptere og stikovergange nede, da hver overgang er et potentielt fejlpunkt. Samtidig kan det være praktisk at føre DMX-kabler adskilt fra stærkstrøm, ikke fordi signalet er ekstremt følsomt, men fordi det gør kabeltrækket mere overskueligt og reducerer risikoen for mekaniske problemer.

Et konkret eksempel med seks lamper

Lad os forestille os et lille setup bestående af fire LED PAR-lamper, en strobe og et effektlys.

Hvis hver LED PAR bruger seks kanaler, strobe bruger to kanaler og effektlyset bruger otte kanaler, kan adresseplanen se sådan ud.

Den første LED PAR starter på adresse 1 og bruger kanal 1 til 6. Den næste starter på adresse 7 og bruger kanal 7 til 12. Den tredje starter på adresse 13, og den fjerde på adresse 19.

Stroben kan derefter starte på adresse 25, og effektlyset på adresse 27.

Når du sætter systemet op, starter du med at sætte alle lamper i den ønskede DMX-mode. Derefter indstiller du startadressen på hver lampe via display eller DIP-switches.

I controlleren eller softwaren patches lamperne med samme mode og startadresse. Herefter testes hver lampe enkeltvis ved at kontrollere dimmer, farver og eventuelle effekter.

Først når alle lamper reagerer korrekt, begynder man at programmere scener.

Hvis en lampe reagerer forkert, skyldes det næsten altid en forkert mode, en forkert startadresse eller et overlap i kanalplanen.

Simpel programmering til små events

Du behøver ikke et stort antal cues for at skabe et brugbart lysshow til små events. Et lille bibliotek af scener og sekvenser kan dække langt de fleste situationer.

Nogle få faste scener kan for eksempel være et fuldt hvidt arbejdslys til opsætning eller intro, et varmt hvidt eller amber lys til taler, en fast tema- eller brandfarve til identitet samt et blåligt eller lilla lys til klubstemning. En rød scene kan bruges til mere intense øjeblikke, og en blackout-scene giver mulighed for at slukke alt med ét tryk.

Derudover kan to simple chases gøre meget. En langsom farvefade kan fungere som baggrundslys med rolige overgange, mens en mere energisk sekvens med hurtigere skift eller strobe kan bruges til højere energi på dansegulvet.

Det er en god idé at placere blackout og fuldt hvidt lys på knapper, der altid er lette at finde. Samtidig bør scenerne programmeres sådan, at systemet stadig ser acceptabelt ud, hvis en lampe pludselig stopper med at virke.

Hurtig fejlfinding under opsætning

Når noget går galt under opsætningen, handler det om hurtigt at isolere problemet.

En effektiv metode er at starte med en meget kort kæde. Controlleren forbindes direkte til én lampe med en terminator i enden. Hvis det fungerer, ligger problemet sandsynligvis længere ude i systemet.

Derefter kan man udvide kæden gradvist og teste én lampe ad gangen.

Det er også vigtigt at kontrollere lampens DMX-mode, før man undersøger mere komplekse ting. En forkert mode kan forskyde alle kanaler og få systemet til at opføre sig ulogisk.

Adresseoverlap er en anden klassisk fejl, især hvis nogle lamper bruger mange kanaler. Kabler kan også være årsagen, så det er altid en god idé at teste med et DMX-kabel, man ved fungerer.

Nogle lamper kan også hænge i en intern tilstand, hvor en simpel reset kan løse problemet. Hvis lamper genstarter tilfældigt eller opfører sig ujævnt, kan det også være et tegn på problemer med strømfordelingen og ikke selve DMX-signalet.